I 1944 kom tre franske soldater fra Alsace – i tysk krigstjeneste, da Alsace var besat – til Viborg sammen med ca. 15 andre soldater. Vore tre soldater – Albert Meyer, Albert Burchel og Marcel Dietrich – havde det svært med at være i tysk uniform, og i Viborg kom de hurtigt i kontakt med den lokale modstandsbevægelse. Dette var naturligvis en uholdbar situation, og med hjælp fra modstandsbevægelsen lykkedes det de tre at flygte i en ambulance. De kom til Klejtrup, hvor de boede i ”Krattet” den første tid. Klejtrups doktor Repholtz sørgede for mad og andre fornødenheder til dem. Efter et par uger mente doktoren, at det var for usikkert at lade dem bo i skoven – der havde lige været en tysk razzia efter Sandbækgruppen – og derfor gav han dem materialer til at bygge en hule og kørte dem til den noget større Lindum Skov. Her byggede de en underjordisk hule i nærheden af savværket – 3 meter dyb, 2 meter lang og 1,8 meter bred – og indrettet med sovepladser og en lille ovn. De ”lånte” også lidt materialer fra savværket, og dette undrede savværksarbejderne sig over. Indtil de en dag stødte på de tre, og nu forsøgte de at forklare dem, at de gerne måtte tage lidt træ – bare ikke af de pæne stabler, for det var allerede solgt.
Der opstod et venskab mellem savværksfolkene og de 3 franskmænd, som fik lov til at hente vand på savværket og tage bad. Doktor Repholtz sørgede fortsat for mad og fornødenheder til dem, men det var jo sultne unge mennesker, så om natten drog de rundt i omegnen og ”fandt” æg, høns, roer og kartofler.
Efterhånden var der flere i Lindum skov, der opdagede, at de tre boede der. De var naturligvis meget påpasselige i begyndelsen, for man vidste jo aldrig, hvem der var ven og hvem der var fjende. Heldigvis var de venligtsindede, og efterhånden fik de flere venner i området, som også inviterede dem til middag. Nogle af dem, de først kom i kontakt med, var Kristen Møller og hans nabo Jens Bonde, som begge boede med deres familier i udkanten af skoven. Da vinteren nærmede sig, fik de to naboer ondt af de unge mænd, og inviterede dem til at bo på loftet hos dem, og de blev efterhånden som kære familiemedlemmer hos de to familier. Konerne reparerede deres tøj, syede nyt af faldskærmsstof og andre ting.
De tre franskmænd hjalp til både på gårdene og i skoven, og hvor de ellers kunne. Det var dog ikke ufarligt – man kunne aldrig vide sig sikker – farerne lurede overalt. Og en dag kom der en gruppe tyske soldater til Lindum, og de slog sig ned i den gamle skovpavillon knapt en kilometer fra hulen. Derfor søgte vore franske venner andet logi – og med hjælp fra købmanden og modstandsbevægelsen opholdt de sig nogle uger i Tørring hos købmandens bror. Det gik fint og efter nogle uger vendte de tilbage til Lindum, igen med hjælp fra modstandsbevægelsen. Vel hjemme igen optog de deres aktiveteter, og de var også blevet involveret i de lokale modstandsgrupper i både Klejtrup og Onsild. Her var de bl.a. med til våbennedkastninger og jernbanesabotage ved Onsild. Hele vinteren og foråret var de dybt involveret i modstandsarbejde.
De blev også mere ”modige”, var på kælkebakken med områdets unger om vinteren, og i foråret gik de til bal i Skovpavillonen i tøj, de havde lånt hos deres værtsfamilier.
Situationen var ikke blot farlig for franskmændene, men bestemt osse hos deres venner og værtsfamilier. Således dukkede der en dag en tysktalende person op og spurgte efter nogle soldater, der skulle bo i skoven. En rask kone var heldigvis snarrådig og viste ham en lang omvej til hulen, hvorefter hun selv løb uset ned til hulen og advarede vores venner. Heldigvis var den pågældende en anden desertør, som fik lov til at bo i hulen et par dage.
De var til stadighed i kontakt med Repholtz, som besøgte dem for at tjekke deres helbredstilstand.
Det er et sandt under, at det gik så godt, og det må i den grad tilskrives de gæve folk her i lokalområdet samt de lokale medlemmer af modstandsgrupperne i Klejtrup, Fristrup og Onsild og deres fantastiske indsats.
I 1985 lykkedes det vores lokale modstandsmand Børge Bertelsen at få kontakt til de tre tidligere desertører, og han besøgte dem samme år i Alsace sammen med sin kone. Her lykkedes det at aftalte en gensynsfest i Danmark i sommeren 1986, og der var stor gensynsglæde, da de kom hertil. Der blev afholdt en del arrangementer og fester, og der var rig lejlighed til at udveksle gamle minder med deres venner i Lindum, Klejtrup, Hvornum og Onsild. Franskmændene udtrykte stor taknemmelighed for områdets beboere.
De ville naturligvis også gerne gense deres gamle tilholdssteder i skoven, og de fandt uden besvær med til hulen, hvor de havde opholdt sig.
Og således blev tre unge franskmænds historie i sandhed en del af vores lokale historie.