Gratis besøgstæller Rasmus Mørke - Lokalhistorisk Forening

Rasmus Mørke - Lokalhistorisk Forening

Gå til indhold

Hoved menu:

Artikler
HISTORIEN OM RASMUS MØRKE
Af Birthe Ømark

Den 5. januar i år var det nøjagtig 125 år siden, at dobbeltmorderen Rasmus Mørke blev henrettet på Klejtrup Mark, lidt nordvest for selve Klejtrup by, nærmere betegnet på et stykke jord, som i dag tilhører Ejvind Faber, og er beliggende Ånsbjergvej nr. 30. Ejvind Faber har markeret det nøjagtige sted på marken med en pæl.

Henrettelsen, som fandt sted på den bidende kolde januardag, var den endelige kulmination på et voldsomt og blodigt dobbeltmord på detaillist Peder Pedersen og dennes karl Anders Bødker i sommeren 1879. Henrettelsen af Rasmus Mørk var den næstsidste offentlige henrettelse i Danmark, og der var derfor meget stor offentlig opmærksomhed herom. På samme tid var der i den danske befolkning en stigende modstand mod dødsstraf, som mange ønskede afskaffet. Dette øgede naturligvis også opmærksomheden og fokus på begivenheden i Klejtrup, og i lang tid bagefter hvilede der en lidt trykket stemning over byen og området - måske fordi forbrydelserne ikke var helt så sort/hvide, som de siden er kommet til at fremstå, og fordi man godt har været klar over, at der som oftest er flere sider af samme sag.

Nå, men mere om det senere. Her 125 år efter de blodige begivenheder synes det oplagt at tage historien med i årshæftet, for set i et historisk perspektiv, så er det faktisk ikke så længe siden! Så selv om de fleste Klejtrup-borgere sikkert kender historien om Rasmus Mørke, så kommer her en beskrivelse af de tragiske begivenheder, der endte med henrettelsen.

Rasmus Mørke hed egentlig Rasmus Pedersen, men da han var født i nærheden af byen Mørke, fik han tilnavnet Rasmus Mørke, eller Rasmus Pedersen Mørke. Han blev født den 27. september 1841 som søn af husmand Peder Jensen Kok og hustru Karen Rasmusdatter. Rasmus var den mellemste af tre drenge, og om faderen står der i den lokale kirkebog: "Manden (Rasmus' far, red.) er til straf for tyveri i slaveriet i København."

Rasmus Pedersen voksede op under kummerlige og usle forhold, hvilket sandsynligvis var med til at forme hans videre skæbne. Som stor dreng og senere som voksen ernærede han sig som daglejer på forskellige gårde i området mellem Randers og Hobro, bl.a. arbejdede han i en periode på Gun-destrupgaard ved Fårup. Da jernbanen mellem Randers og Aalborg blev anlagt, arbejdede Rasmus her som jernbanearbejder - en af de såkaldte banebørster. Disse banebørster var vel ikke just kendt som Guds bedste børn, og Rasmus havde da også flere gange været straffet bl.a. for vold.

I forsommeren 1879 var Rasmus Pedersen Mørke arbejdsløs, og han havde ingen penge, men hutlede sig frem og overnattede på forskellige gårde mod evt. at give en hånd med i arbejdet. Ja, penge manglede han altid, også når han havde arbejde, for Rasmus kunne godt lide at få sig en tår brændevin.



I Klejtrup lå gården Brattingborg - ja, den ligger der stadig på samme sted som dengang - og her boede detaillist og høker Peder Pedersen. Brattingsborg ejedes dengang af Peder Pedersens brorsøn, gårdmand Jens Peder Mortensen, og Peder Pedersen boede i den søndre ende af gårdens østre længe. I de andre længer boede bl.a. Jens Peder Mortensens mor og søster. Peder Pedersen var som sagt detaillist og høker, han var ugift, og havde sin forretning i gården. Som medhjælp havde Peder Pedersen tjenestekarl Anders Jensen Bødker. I 1879 var Peder Pedersen 66 år, og Anders Jensen Bødker 62.
Peder Pedersen havde tjent godt på sin forretning, og måske endnu mere på sin udlånsforretning - han lånte gerne penge ud til folk, der var i bekneb. Denne udlånsforretning kendte de fleste folk til, og Peder Pedersen lånte bl.a. lånte penge ud til mange af egnens landmænd; det siges, at han havde pant i en del gårde på den tid. Han var kort sagt en formuende mand.

Rasmus Mørke kendte godt Peder Pedersen, han havde måske flere gange lånt penge af ham, og havde også overnattet i gården ved et par lejligheder. Blandt andet overnattede Rasmus hos Peder Pedersen på Brattingborg natten mellem den 26. og 27. juni 1879, 3 dage før mordet.

Den 25.juni var Rasmus Mørke rejst fra Gundestrupgaard, hvor han havde haft lidt midlertidigt arbejde, og nu hutlede han sig igen frem. Han overnattede som sagt på Brattingborg, og natten efter sov han hos en husmand i Hvornum. Dagen efter, lørdag den 28. juni 1879, forlod Rasmus Mørke huset i Hvornum, hvor han havde overnattet. Han ville gå tilbage til Gundestrupgaard for at se, om der skulle være lidt arbejde til ham. Han var dog knap nået ud af Hvornum, før han blev overrasket af en voldsom tordenbyge, og derfor søgte han ly i et tørveskur hos Jonas Nielsen i Hvornum.

Mens Rasmus nu sad i tørveskuret, og måske har tænkt over sin håbløse situation, overvejede han at gå over til Peder Pedersen og høre, om han kunne låne penge, eller måske endda stjæle penge fra den rige høker. En af de kilder, jeg har brugt til denne beretning, siger ligefrem, at Rasmus besluttede at slå høkeren ihjel, mens han sad i tørveskuret, netop fordi han ville stjæle fra ham, og var klar over, at han ikke ville kunne komme af sted med at stjæle noget uden at slå Pedersen ihjel først.

Det bør ligeledes nævnes, at en anden kilde nævner hævn som motiv til mordet. Ifølge denne kilde blev der drevet smugkro og spillet kort hos høker Pedersen, og det gik bestemt ikke altid hæderligt til. Pedersen skulle være kendt for at ville snyde, hvis han kunne komme af sted med det, og han og tjenestekarlen Anders Bødker skulle i den grad have blanket Rasmus Mørke af, og franarret ham alt, hvad han ejede, og derfor ville Rasmus ifølge denne kilde have hævn.

Men uanset hvad motivet end måtte være - om Rasmus i første omgang blot ville låne penge, og det så udviklede sig tragisk, om han fra starten havde bestemt, at han ville slå høkeren ihjel, eller om det skyldes ønsket om hævn - så besluttede Rasmus sig for at gå tilbage til Brattingborg. Han blev siddende i tørveskuret det meste af dagen, og først efter almindelig sengetid begav han sig på vej mod Klejtrup. Der er måske noget sandt i motivet om, at Rasmus allerede havde bestemt sig for at slå Peder Pedersen ihjel, for på Jonas Nielsens mark fandt han en tøjrekølle, som han tog med sig, hvis nu han skulle få brug for den.

Da Rasmus nåede frem til Klejtrup, havde han ikke det fornødne mod til at opsøge høker Pedersen, måske fordi han var helt ædru, så i første omgang lagde han sig til at sove i Jens Peder Mortensens bagerhus. Senere på natten vågnede han, og gik nu hen til Peder Pedersens pakhus, hvor han kravlede ind gennem en luge. Her opholdt Rasmus sig hele dagen, søndag den 29. juni - lige bortset fra en kort stund, hvor han var henne ved voldene. I pakhuset opbevarede høker Pedersen en del vin og brændevin, og Rasmus tog rigeligt for sig af varerne. Han opholdt sig i pakhuset indtil kl. 23 eller deromkring. Godt beruset gik han nu hen til Pedersens dør og bankede på. Pedersen lukkede ham ind, og det lykkedes Rasmus at få køllen med sig ind, uden at høkeren så det. Han lagde køllen fra sig i forstuen, og fik lov til at overnatte i slagbænken i det værelse, hvor Pedersen og hans tjenestekarl Anders Bødker sov i sengen.

Efter at have sovet i ca. 4 timer, vågnede Rasmus hen på morgenstunden og hentede tøjrekøllen i forstuen. Herefter listede han tilbage til soveværelset, lagde en strikke om halsen på Pedersen og Anders Bødker og slog dem gentagne gange i hovedet med tøjrekøllen. Ifølge Rasmus' senere forklaring af begivenhederne var han stadig så beruset på gerningstidspunktet, at han intet huskede om, hvor mange slag, han havde givet dem eller hvem han slog først. Han kunne ligeledes intet huske om strikkerne, som han angiveligt skulle have lagt om halsen på dem.

Efter mordene lagde Rasmus køllen fra sig i sengen, og trak dynen op over de myrdede. Herefter åbnede han det skab, hvor Pedersen gemte sine penge og andre værdipapirer, og stjal en pung med 326 kr. samt en Sparekassebog og et par obligationer, og endelig stjal han også noget af høkerens tøj.

Rasmus forsøgte nu at skjule sin forbrydelse ved at tænde to lys og sætte dem ind under sengen i håb om, at gården ville brænde. Dette forehavende lykkedes dog heldigvis ikke, da ilden kun havde forkullet en smal stribe i sengens fodende. Tragedien kunne ellers have været total, idet der boede flere familier i bygningerne.

Ifølge Rasmus' forklaring varede hele den modbydelige ugerning næppe mere end et kvarter, og kl. godt 4 forlod Rasmus således Peder Pedersens hus og låste døren efter sig. Han begav sig først til Lindum Skov, hvor han skiftede tøj. Han tog noget af det tøj på, han havde stjålet, og gemte sit eget i en sæk, som han skjulte i en grusgrav i skoven, hvor den senere blev fundet. Nu fortsatte han til Onsild Station, hvorfra han tog morgentoget til Randers. Sparekassebogen og obligationerne smed Rasmus fra sig på vejen fra Lindum til Onsild.

Det blodige dobbeltmord blev opdaget om formiddagen mandag den 30. juni. Jens Peder Mortensen kunne ikke forstå, at farbroderens dør stadig var låst. Han kiggede ind gennem vinduet og så, hvad der var sket. Ved halv to tiden om eftermiddagen hentede han sognefogeden, og sagen tog sin begyndelse.

Mistanken samlede sig hurtigt om Rasmus Mørke, som flere havde set i gården i dagene før mordet, og da alle vidste, at han altid manglede penge, og desuden var tidligere straffet, var det oplagt at mistænke ham for mordene.

Den 3. juli 1879 blev Rasmus pågrebet og anholdt i Randers, hvor han levede det søde liv i sus og dus. Han var iført nyt tøj, som dels havde tilhørt høker Pedersen og som han dels havde købt. Desuden havde han sviret bravt i byen, og havde således kun 100 kr. på sig ved anholdelsen. Han hævdede dog, at det var penge, han havde sparet op gennem de sidste 8 år, men det troede ingen på, ligesom det også virkede påfaldende, at han var i besiddelse af Pedersens tegnebog.

Rasmus Mørke blev nu overført til arresten i Hobro, og undersøgelsen af sagen gik i gang. Sagen blev efterforsket af Herredsfogeden og den lokale politibetjent i Klejtrup-området H. Villadsen. De mente afgjort, at Rasmus måtte have en medgerningsmand; det blodige dobbeltmord kunne han næppe have udført alene. Derfor eftersøgte man en gårdskarl, Niels Andersen, som medskyldig. Han var dagen før mordet blevet bortvist fra sin plads i Klejtrup. Niels Andersen blev anholdt i Nibe, og nægtede i første omgang at have medvirket til drabene. Der gik dog kun kort tid, før han aflagde en detaljeret tilståelse om drabene og fortalte, hvordan han havde lovet Rasmus Mørke at hjælpe ham med mordet. Efter Rasmus Mørkes endelige tilståelse kom Niels Andersen for retten igen, og nu forklarede han, at den tidligere tilståelse var det pure opspind. Han havde intet haft med sagen at gøre, havde blot læst om den i avisen og fået fortalt om den. Ifølge en kilde beskrives Niels Andersen som en i høj grad løgnagtig og upålidelig person.

Trods de overvældende beviser, nægtede Rasmus Mørke at have begået dobbeltmordet, og i det hele taget at have nogen som helst del i forbrydelsen. Han forblev i arresten i Hobro, mens man efterforskede sagen. Under sit fængselsophold forsøgte Rasmus Mørke sig med flere flugtforsøg, ligesom han også forsøgte at begå selvmord.

De mislykkede flugtforsøg syntes at svække Rasmus Mørke, og den 19. september 1879 forlangte han at blive fremstillet for retten, og aflagde nu endelig fuld tilståelse. Han fortalte, hvordan han havde slået Peder Pedersen og Anders Jensen Bødker ihjel med en tøjrekølle. Han indrømmede, at han havde planlagt mordet, og sagde endvidere, at han intet udestående havde med de myrdede. De havde tværtimod altid været flinke overfor ham. Den eneste årsag til ugerningen var, at han manglede penge og tøj, og ikke så anden udvej. Rasmus fortalte også, at han havde været temmelig beruset, da han begik mordene, men han erindrede dog, at han ikke havde haft nogen medskyldig. Han havde været alene om drabet.

I januar 1880 afsagde dommeren fra Rinds og Gislums Herreder - den tidligere direktør for det Kongelige Teater, herredsfoged og justitsråd H. C. Christensen - dødsdom over Rasmus Mørke. Anklagen lød på, at han havde skilt detaillist Peder Pedersen og Anders Jensen Bødker ved livet. Herfor krævedes han dømt efter straffelovens paragraf 190 til at straffes på livet:

Thi kendes for ret: Arrestanten Rasmus Pedersen af Mørke bør straffes på livet. … At efterkommes under adfærd efter loven. Rinds-Gislum herreders extraret den 17. januar 1880.

Denne dom blev stadfæstet af Overretten den 24. maj samme år, og det samme gjorde Højesteret den 2. december 1880. En af de 10 dommere i Højesteret stemte dog for at benåde Rasmus og i ste-det give ham livsvarigt fængsel. Justitsministeriet kunne dog ikke gå ind for benådning, og derfor måtte Kong Chr. IX underskrive dødsdommen, som skulle udføres ved halshugning med en håndøkse.

Umiddelbart inden Højesterets endelige stadfæstelse af dødsdommen lykkedes et af Rasmus Mørkes flugtforsøg fra arresten i rådhuset på Hobro Torv. Det var i november 1880, og Viborg Stiftstidende skrev herom:

"Den for dobbeltmordet i Klejtrup dømte forbryder Rasmus Pedersen Mørke er i nat (natten til den 20. november) udbrudt af Hobro arrest iført arrestklæder. Han er 39 år, 64 tommer høj, middel af bygning, har rødt hår og skæg, grønne øjne og rødt ansigt, lidt pluskæbet og skummelt udseende. På grund af arrestantens farlighed holdtes der vagt ved ham dag og nat. Da vagten natten mellem fredag og lørdag kl. 12 skulle afløses, og i samme øjeblik, som den tiltrædende vagt var kommet ind ad døren til hans celle, smuttede arrestanten ud af døren og smækkede denne i efter sig, så begge bevogterne derved var indelukket i cellen."

Så vidt avisen. Vi ved yderligere, at arrestforvareren ikke var til stede, da Rasmus flygtede, og han havde derfor givet afløseren nøglen til cellen. Rasmus vidste, at vagten skiftede kl. 12, og et øjeblik før kl. 12 bad han om at komme på toilettet i gården. Vagten mente, at "du kan vel vente, til den anden vagt kommer". Det kunne Rasmus godt, og han tog strategisk opstilling ved døren. Netop som afløseren trådte ind, gav Rasmus ham et kraftigt skub, så han tumlede ind i cellen, og Rasmus nåede også at snuppe nøglen fra ham. Han sprang ud på gangen og smækkede celledøren i. Herefter opsøgte han arrestforvareren i dennes lejlighed. Det lykkedes Rasmus at indespærre arrestforvareren i soveværelset, mens han truede ham til at forholde sig rolig, da han ellers ville slå ham ihjel. Rasmus ledte hele lejligheden igennem for at finde penge, men uden held. Arrestforvarerens pige havde imidlertid hørt støjen og råbene, og hun sprang resolut ud ad et vindue og løb efter nattevægteren, mens hun råbte til gadens folk, at Rasmus var i færd med at myrde arrestforvareren. Rasmus hørte hende råbe til folk, og det forstyrrede ham i det han var i færd med - nemlig at åbne en pengekasse, han havde fundet. Han flygtede nu gennem bagdøren, og var kun iført det hvide arreststøj og uden fodtøj. Man kunne følge Rasmus' spor gennem haver og enge ud mod Vester Fjord, hvor de fortabte sig.

Som det fremgår, var arrestforvareren ikke impliceret i flugten, men folk i Hobro havde ikke megen fidus til ham, og mente, at det var hans skyld. Arrestforvareren blev kaldt Pot-Jens, da han havde en stærk hang til brændevin.

Det lykkedes som sagt Rasmus Mørke at flygte, og han søgte mod Gundestrupgaard i Fårup, hvor han fandt ly på et loft. Her havde han tjent tidligere, og han kendte stedet. Han gemte sig godt i høet om dagen, og om natten listede han ned i stalden og malkede køerne for at holde liv i sig.

Egnens sognefogeder indledte nu en sand klapjagt på Rasmus, og en dag, mens han lå skjult på hø-loftet, hørte han malkepigerne på Gundestrupgaard snakke om, at der var udlovet en dusør for hans pågribelse, da befolkningen på hele egnen var meget opskræmt, og ikke turde gå ud efter mørkets frembrud.

Rasmus Mørke havde det elendigt på Gundestrupgaards høloft - dels fik han kun mælk til føden, og dels frøs han bravt, fordi det var sat ind med en frostperiode. Derfor lagde han en plan, som kaster et forsonende skær over hans liv.

I nærheden af Gundestrupgaard lå der et ledvogterhus. Her boede der en ledvogter med sin familie. Rasmus havde tidligere tjent på en gård sammen med ledvogterens kone, og hun havde været utrolig venlig over for ham, og havde bl.a. vasket hans tøj. Rasmus vidste, at dette ægtepar var meget fattige og sad i små kår, og derfor besluttede han, at de skulle have lov til at tjene dusøren, der var udsat på ham. Han havde efterhånden indset, at han ikke kunne holde sig skjult resten af livet, han kunne ikke undslippe sin straf.

Så efter en god uges tid på fri fod, sneg Rasmus sig en aften efter mørkets frembrud hen til ledvogterhuset og bad ægteparret om at underrette politiet. Da det nu var aften, blev man enige om at vente til næste dag, og Rasmus fik et solidt måltid mad hos familien, og overnattede også her. Familien var ikke bange for Rasmus Mørke, for de kendte ham som sagt fra tidligere, og han havde aldrig på nogen måde generet dem. Næste morgen tog ledvogteren af sted for at hente politiet, og ifølge en kilde fordrev Rasmus tiden med at lege med børnene, indtil han blev hentet og ført tilbage til arresten.

Dette formildende træk fik i øvrigt Dr. Magnus og Provst Hansen, begge fra Hobro - som begge be-søgte Rasmus i arresten - til at søge både justitsministeriet og Kongen om benådning for dødsdom-men, men uden held.

Dødsdommen var en kendsgerning d 15. dec. 1880, hvilket blev meddelt Rasmus d. 22. dec. og den 31. december 1880 kunne man i landets aviser læse følgende:
"Rasmus Mørke skal henrettes onsdag den 5. januar 1881 kl. 8.30 på Klejtrup Hede." Grunden til, at det skulle foregå her var, at skikken bød en straf udmøntet på åstedets fjerneste jordlod.

I tiden op til henrettelsen fik Rasmus Mørke ofte besøg i arresten af Provst Hansen, Hobro - den præst, som også havde konfirmeret ham. Provst Hansen var ikke i tvivl om, at Rasmus Mørke ikke var den forhærdede og onde forbryder, som folk ville gøre ham til. Gennem sine samtaler med Rasmus fik provsten et indtryk af de usle forhold, han var vokset op under og det triste, formålsløse liv, han havde levet. Ifølge provsten virkede Rasmus som et ulykkeligt og angrende menneske, som i vild fortvivlelse havde gjort en forfærdelig forbrydelse, og hvis sjæl pintes af ugerningen, og som var bange for ikke at finde Guds nåde efter døden. Provsten var ikke i tvivl og udtalte: "Rasmus Mørke dør som en troende og angrende kristen."

Mandag den 3. januar ankom skarpretter Seistrup til Hobro, for sammen med politiet at få opført skafottet, hvor henrettelsen skulle ske. Seistrup sad aftenen før henrettelsen i Hobro "i en kreds af toddydrikkende og tobaksrygende borgere og fremviste sine to bredbladede tunge økser. Den ene var den, der var blevet brugt ved henrettelserne af bl.a. Struense og Brandt. Den anden var nyere, og den brugte han ved Rasmus Mørkes henrettelse."

Om aftenen den 4. januar, aftenen før henrettelsen, besøgte provst Hansen Rasmus i arresten, talte med ham og gav ham alterets sakramente. Herpå ville Rasmus skrive et afskedsbrev til en slægt-ning, men det blev ikke rigtigt til noget. Han var temmelig urolig, og travede op og ned i cellen, inden han ved 1-tiden faldt i søvn og sov et par timer. Da han vågnede, fik han skrevet sit brev færdigt, og ved 4-tiden fik han serveret sit sidste måltid - sød sagosuppe og bøfsteg, efter eget ønske.

Rasmus kom nu i rent tøj, og kl. 5 om morgenen, den 5. januar besøgte provst Hansen ham igen, og sang et par salmer sammen med ham, inden han gik med ordene: "Så ses vi igen i Klejtrup." Herefter satte Rasmus sig og ventede roligt på vognen, der kl. 6 skulle hente ham og køre ham til retterstedet.
Uden for arresten var Hobro på den anden ende. I dagene op til henrettelsen var folk strømmet til Hobro fra stort set alle egne af landet, og gaderne var fyldt med mennesker. Der var langt fra logi til alle, og folk måtte opholde sig på gaden, hvor de stående spiste deres medbragte mad og kaprede kaffe og spiritus fra de forskellige beværtninger. Ved 5-tiden begyndte alle de tilrejsende at begive sig mod Klejtrup - en kilde nævner, at der var tale om et vogntog på ca. 300 vogne. Aviserne skrev, at "ad alle veje stævnede folk mod den lille landsby. Allerede ved midnat var der stor trafik, en trafik, der hen mod morgenstunden steg til trængsel. Køretøjer af alle slags, ridende og gående, alle aldre, begge køn, ja selv mødre med småbørn havde vovet sig ud i den farlige trængsel."

Også Klejtrup-området var "invaderet" af tilrejsende, som ikke ville gå glip af begivenheden. Flere øjenvidneberetninger nævner gårdspladser fyldt med heste og vogne, og lokalbefolkningen havde travlt med at beværte de tilrejsende og sørge for hestenes ve og vel i januarkulden.

Datidens avisreportere regnede med, at omkring 6.000 mennesker var kommet for at overvære hen-rettelsen.

Kl. 6 blev Rasmus Mørke kørt fra arresten i Hobro i en lukket vogn. Rasmus var ledsaget af to rets-betjente, som sad hos ham i vognen samt fire ridende vagter - to på hver side af vognen. Da vognen passerede torvet i Hobro, og Rasmus hørte støjen fra de mange mennesker, der endnu var forsamlede her, bemærkede han til vagterne, at disse mennesker da måtte komme for sent til Klejtrup, når de først nu begav sig på vej. Rasmus var endda på dette tidspunkt i besiddelse af lune, hvilket følgende episode viser. På et tidspunkt galoperede en rytter forbi vognen, og Rasmus råbte efter ham: "Du behøver ikke skynde dig så meget. Der sker ikke noget, før jeg kommer."

Resten af vejen forholdt Rasmus sig tavs, men da vognen kørte gennem Klejtrup, sagde han, at han slet ikke kunne forstå, at han kunne være så rolig i de sidste timer af sit liv. Så talte han ikke mere, før vognen holdt ved skafottets trappe. Her så han ud mellem vognens gardiner og betragtede de mange mennesker, skafottet og de forskellige ting, der stod indhyllet på skafottet, og han spurgte vagterne, hvad det var, der var dækket til, men de kunne ikke svare ham på det. En afdeling soldater fra garnisonen i Viborg var kommet og slog kreds omkring skafottet.

Folkemængden var enorm, hvilket fik en gammel bonde til at udbryde: "Det æ et stue ligfølle, den sølle Rasmus håer, det æ fo orrenle folk, der hå hat støer. Det støst ligfølle, A hved Nuen hå hat, det hva den hær Las Bjørnbak, han sku nok hå hat henve de 5000."

På slaget 8.30 blev vogndøren åbnet, og Rasmus Mørke gik roligt op ad trappen til skafottet, ledsa-get af to betjente. På skafottet stod herredsfogeden justitsråd H. C. Christensen fra Hobro, Rasmus' ven og sjælesørger Provst Hansen, distriktslæge Magnus fra Hobro, skarpretter Seistrup samt hans hjælper og nogle retsbetjente.

Rasmus Mørke blev ført frem i forgrunden og hans lænker blev fjernet. Han tog stille sin hat af, vendte sig mod herredsfoged Christensen, som efter et øjebliks stilhed højt og tydeligt og med fast stemme oplæste dødsdommen. Derefter gav herredsfogeden ham hånden og trådte lidt tilbage.
Herefter gik provst Hansen hen til Rasmus, som nu var synligt rystet.
Provsten lagde sin hånd på hans skulder, og førte i nogle minutter en meget dæmpet samtale med ham. Rasmus var nu meget bevæget, og lagde sine hænder let om provstens, bøjede sig ind mod ham, så hovedet hvilede mod provstens bryst. Nu knælede han ned og foldede sine hænder, og med provstens hånd hvilende på sit hoved bad de en bøn sammen.

Nu rejste han sig igen, og da provsten havde givet ham hånden, trådte Rasmus et skridt hen mod skarpretter Seistrup, som bad ham bede sit Fadervor. Roligt, med foldede hænder, og ansigtet løftet mod menneskemængden og med opadvendte øjne bad Rasmus sin sidste bøn.

På et vink fra skarpretteren blev Rasmus hjulpet af noget af sit tøj, og hans skjorte blev bøjet godt tilbage. Da han fik noget af tøjet af, forsøgte Rasmus at skjule et lille religiøst skrift på sit bryst; et hæfte, som sikkert har givet ham trøst og mod til at se sin skæbne i øjnene. Seistrup spurgte Rasmus, om han kunne tilgive, at han tog hans liv, hvorpå Rasmus gav ham hånden. Herefter lagde han sig, uden hjælp, til rette på blokken med hovedet vendt mod vest, og et par bøjler blev spændt fast om hans hals og skuldre. Skarpretteren så stift på herredsfogeden, som med et vink tilkendegav, at han skulle gøre sin pligt. Med et hurtigt og sikkert greb tog Seistrup sin økse og lod den falde med en dump lyd. På mindre end et sekund var henrettelsen udført, hvorefter Seistrup krængede sine hvide handsker af og kastede dem ud blandt den store skare af tilskuere. Henrettelsen skete præcist kl. 8.36, og der var en dyb tavshed blandt tilskuerne.

Rasmus Mørkes rolige optræden i de sidste minutter af sit liv, hans inderlighed overfor provst Hansen samt hans tydelige anger gjorde stort indtryk på tilskuerne, og det var tydeligt, at den i starten ophidsede og lidt hævntørstige stemning nu blev vendt til medlidenhed og medfølelse.

Umiddelbart efter henrettelsen blev en simpel fyrretræskiste, som havde stået under skafottet, båret frem, og Rasmus Mørke blev lagt heri - med hovedet anbragt mellem knæene. Kisten blev nu an-bragt på en vogn, som førtes til Klejtrup Kirkegård, ledsaget af retsbetjentene, militæret og en stor del af tilskuerskaren. Alle indgange til kirkegården blev spærret af militæret for at forhindre, at uvedkommende trængte sig ind og forstyrrede den sidste handling. Rasmus blev begravet lige inden for kirkegårdsdiget på kirkegårdens nordøstlige hjørne - uden præst, ritualer osv., men dog i indviet jord.
 
Tilbage til indhold | Retur til hoved menu