Sognehistorier - Lokalhistorisk Forening

Af Ragna Kolind

Vi er i det nordøstligste hjørne af Viborg Kommune - i Klejtrup sogn - på grænsen til Mariager Fjord Kommune og Region Nordjylland. Sognet består af de mindre lokalområder Fristrup, Hejring, Dremstrup, Skårup, Over Hærup og Hærup samt Klejtrup by.
Klejtrup har ligesom de øvrige lokalområder i sognet været landjord. For 250 til 300 år siden var der én gård, nemlig "Klejtrupgaard" og desuden en mølle. Men med årene voksede Klejtrup - Klejtrupgaard blev udstykket til flere landbrug, og i slutningen af 1800-tallet begyndte der at poppe huse og håndværk op i byen, ligesom der fra gårdene i de øvrige lokalområder i sognet blev udstykket husmandsbrug.
Andelsbevægelsen havde en stor indflydelse på udviklingen, for med den kom mejeriet og brugsforeningen. Og så gik det stærkt: Bager, læge, dyrlæge, kro, slagter m.m. kom i løbet af ganske få år til Klejtrup. Forinden havde Klejtrup by kun haft én forretning - nemlig købmandsgården.
Befolkningstallet steg - år for år.

Kongen fattes penge

Det er de fleste bekendt, at Kong Chr. IV har bygget mange af vore flotte slotte og kirker m.m., og de mest historisk interesserede ved også, at denne konge trak landet ud i nogle krige.
Det kostede penge - mange penge, og for at landet ikke skulle forgældes fuldstændig, blev kongen nødt til at sælge ud af sit gods. Det gjorde han - såvel møller som gårde rundt om i landet.
Men i Klejtrup var der en mølle, som kongen nødigt ville af med. Den gav ganske enkelt for godt et afkast, så møllen og Klejtrupgaard forblev under kongens ejerskab. Den blev dog senere solgt til Domkirken i Viborg, mens resten af sognet var ejet af adelsfolk, borgmestre, postmestre og andet godtfolk rundt omkring i Danmark.
Det må derfor også være grunden til, at netop Klejtrup by ikke kom under Hersomgaards ejerskab, da dette gods overtog alle gårdene i resten af Klejtrup sogn for godt 300 år siden.
Hvorvidt det var en fordel at være under kongen eller under en herremand - ja, det kan vi kun gisne om, men det blev helt klart en meget stor ulempe at være under Domkirken i 1800-tallet. Hersomgaard solgte nemlig alle sine landbrug til selveje omkring 1800, men sådan gik det ikke for bønderne i Klejtrup by. Gårdene blev af Domkirken placeret i det, der hed Seminariefonden - en fond som kirken oprettede til støtte for landboere, således at deres børn (=sønner) kunne få mulighed for at studere.
Der var i Klejtrup en stor lyst til at købe gårdene fri til selveje, men priserne var - efter bøndernes mening - helt ublu. Og selvom Klejtrup-bønderne skrev til Kongen om hjælp - ja, så trak det ud. Men midt i 1800-tallet lykkedes det, dog på nogle meget skrappe vilkår som indebar, at ved hver eneste handel med en gård i Klejtrup skulle der erlægges en større afgift til Seminariefonden. Så stor at det for nogle faktisk ikke kunne lade sig gøre. Denne klausul holdt helt frem til 1930'erne.
Et særsyn som vist kun er kendt et par enkelte andre steder i landet.

Henrettelsen i Klejtrup

Berømmelse kan man få på mange måder. Men at det skulle blive en henrettelse, som satte Klejtrup sogn på landkortet, var der nok ikke nogen i 1879, der havde forestillet sig. Men sådan blev det!
En mand ved navn Rasmus Mørke dræbte en junidag i 1879 en høker og hans karl på gården "Brattingsborg" i Klejtrup. To bestialske mord udført med en tøjrekølle, mens de to mænd sov og bagefter forsøg på at brænde gården af.
Eftersøgningen, anholdelsen og hele rettergangen blev en begivenhed, som blev fulgt over det meste af landet, og da det også lykkedes Rasmus at stikke af fra Hobro Arrest, var frygten for denne mand udbredt i befolkningen.
Men han meldte sig selv igen, og dommen kunne fældes: Dødsdom - eksekveret ved halshugning.
Denne begivenhed blev et sandt tilløbsstykke. Det var nemlig på dette tidspunkt normen, at en sådan henrettelse skulle ske offentligt. Flere tusinde mennesker fra hele landet strømmede til Klejtrup-området - nogle af nysgerrighed, nogle af forargelse over en sådan afstraffelsesmetode og andre fordi de havde fået ondt af Rasmus. Nogle folk havde sågar deres børn med til henrettelsen - som en slags opdragelse. "Der kan du se, hvad der sker, hvis man ikke opfører sig ordentligt" - var én af de sætninger man kunne høre en bedstefar sige til sit barnebarn.

Henrettelsen blev foretaget lige efter nytår 1881, og den er fejlagtigt blevet indskrevet i historien som den sidste offentlige henrettelse i Danmark. Det er ikke sandt! Der kom endnu en af slagsen nogle år senere, men grunden til forvekslingen er sikkert, at det var henrettelsen af Rasmus Mørke i Klejtrup, som var på alles læber.

Turistattraktionen 'Verdenskortet'

Den største turistattraktion i den nordlige del af Viborg Kommune er Verdenskortet i kanten af Klejtrup Sø. Det ca. 5000 m2 store landkorts skaber var Søren Poulsen, som er opvokset i Klejtrup. Han rejste i sin ungdom til USA, hvor han bl.a. ernærede sig med sit tømrerfag.

Men Søren kom hjem igen og bosatte sig i Klejtrup. Efter sigende fandt Søren Poulsen en dag en sten, som lignede Jylland, og det gav ham ideen til at lave et landkort i kanten af søen - tæt ved sit hjem.

I årenes løb samledes en hob af sten på de omkringliggende marker, og stenene blev til kontinenter. Alt er lavet i rigtigt målestoksforhold, og mange eksperter har i årenes løb besøgt Verdenskortet for at studere Sørens måde at "folde" en globus ud på. Og ingen har kunnet finde fejl i "konstruktionen".
Verdenskortet var i Søren Poulsens tid på kortet en yndet legeplads for egnens børn - og mange børn i Danmark har på et eller andet tidspunkt haft en udflugt til Klejtrup Sø, hvor de har roet rundt i både i de store oceaner eller hoppet fra sten til sten i Syd-øst Asien, hvor der lige netop er så langt imellem øerne, at man let kan plumpe i vandet. I dag drives Verdenskortet af en yngre del af familien, og der kommer hvert år omkring 35.000 til 40.000 mennesker for at betragte det imponerende "bygningsværk".

Naturen

Klejtrup sogn var i tidernes morgen en "udørk", forstået på den måde, at den smule jord, der kunne dyrkes, var af meget ringe kvalitet. Og resten var dækket af hede.
Men samtidig var der trods alt en flot natur. Hele sognet er præget af et meget kuperet landskab, og der findes mange udsigtspunkter, hvorfra der kan skues ud over by og land, og hvor de talrige gravhøje popper op flere steder.
To søer - Hærup Sø og Klejtrup Sø - pryder landskabet, og specielt Hærup Sø er et unikt naturområde, som for mange år siden blev fredet, netop på grund af den udformning, som istiden skabte i det område  Men den rige fauna og det mangfoldige fugleliv er også helt specielt i og omkring søen. Der er afmærket natursti i området, og begiver man sig ned i området sidst i maj måned, står den sjældne og fredede orkidé - 'gøgeurten'- i fuld flor.
Færdes man i stilhed kan de mange fuglearter nydes, og det kan i den forbindelse nævnes, at der ved sidste fugletælling i 1980'erne blev talt ca. 180 forskellige arter i området.
Netop den store dal 'Skamrisdal' ved Hærup Sø kom også til at spille en langt mindre fredelig rolle, idet den blev brugt som nedkastningsplads for engelske fly under 2. Verdenskrig. Den lokale modstandsgruppe 'Sandbæk-gruppen', som blev ledet pastor Harald Sandbæk - præst af Hersom - Bjerregrav - Klejtrup sogne, havde her deres "arbejdsplads". Der skulle helt specielle forhold til, for at nedkastninger fra fly kunne lade sig gøre, og disse forhold var ideelle ved Hærup Sø. Derfor er der også i dag opstillet en mindesten og en beskrivelse af Sandbækgruppens virke i dalen ved Hærup Sø.

Sammenhold og udvikling

Det faktum at Klejtrup ikke havde de samme vilkår, som de omkringliggende sam-fund med hensyn til muligheden for selveje, samt at det var et decideret udkantsområde på grænsen mellem tre amter - Viborg, Randers og Aalborg - kan have været en medvirkende årsag til, at byens indbyggere hurtigt fik lært at stå sammen og prøve at klare sig - trods alt. Modgang kan gøre stærk. Og i slutningen af 1800-tallet tog Klejtrup sagen i egen hånd. Nogle driftige mænd gjorde et stort stykke arbejde, og - som nævnt tidligere - i løbet af meget få år fik man "skrabt" ekspertise og virksomheder til byen: Nu var grundlaget for udvikling skabt.

Med udviklingen fulgte en strøm af forskellige foreninger indenfor sport, kultur, kirke, undervisning og meget mere. Og det ses tydeligt ud af gamle protokoller og avisartikler, at sognet igennem årene altid har haft nogle ildsjæle, som er gået foran i lokalsamfundet. Og dette fænomen har holdt sig op igennem hele 1900-tallet, hvor den ene foregangsmand/-kvinde har afløst den anden.

Dette gå-på-mod i forening med den opbakning og det sammenhold, som har præget sognet, har skabt mange flotte resultater, så Klejtrup i dag står som en landsby, hvor der altid sker noget.
Det blev til ny skole og hvilehjem midt i 1900-tallet, og i 1980'erne og 90'erne kom der børnehave, en halv hal som senere blev udbygget til en hel hal, fodboldstadion, tennisbane, legepark, ældrecenter og musikefterskole. Sognet har selvfølgelig fået en positiv behandling af den daværende Møldrup Kommune, men det skyldtes i høj grad det faktum, at borgerne i Klejtrup var villige til selv at yde en kæmpeindsats. Fremtrædende borgere i byen sørgede for søgning af fondsmidler, og hver gang et projekt var skudt i gang, troppede talrige frivillige op i deres fritid - iført arbejdstøj. Og så blev der muret, tømret, malet osv. Og det var - og er stadig - alle aldre, der deltager, når "bongotrommerne" lyder.
Et godt eksempel herpå er, da musikefterskolen skulle bygges. Her gik nogle af byens mandlige pensionister i gang på trædrejeværkstedet, og snart stod køjesenge klar til 110 efterskoleelever.  

Indbyggertallet fortsatte med at stige, og Klejtrup var den by i den gamle Møldrup Kommune som havde den største tilvækst i de første år af dette århundrede. Den gunstige natur og byggegrunde med søudsigt er attraktive i dagens Danmark, og det har helt sikkert også været medvirkende til de senere års vækst.

Al dette sammenholdt med sognets aktive kulturliv i form af koncerter, alskens sportsmuligheder, foredrag o.l. og byens velholdte gader og stræder med skulpturer, bragte byen den store ære at blive valgt til 'Årets Landsby 2004'.

Indbyggere:
1801: 264, 1901: 578, 1921: 845